loading

MHMM-projektet på Almegårds Kaserne afleveret

maj 21, 2026·Nyheder

Efter en intensiv og omfattende byggeperiode siden marts 2024 har vi i dag afholdt afleveringsforretning på den sidste etape af MHMM-projektet på Almegårds Kaserne.

Projektet omfatter modernisering af Hærens mandskabs- og materielfaciliteter og består af tre store garage- og mandskabsbygninger på hver ca. 3.400 m² samt en tilhørende miljøbygning og miljøplads. Byggeriet er udført for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse som en del af moderniseringen af kasernens faciliteter.

STEENBERGs tegnestue har varetaget byggeledelse, fagtilsyn og sikkerhedskoordinering gennem hele udførelsesfasen. Projektet har været præget af høj kompleksitet og omfattende tekniske installationer.

Den afsluttende afleveringsforretning markerer samtidig afslutningen på den tredje og sidste store bygning i projektet. De to øvrige bygninger samt miljøbygningen er afleveret tidligere som led i en etapevis afleveringsproces.

Forrige onsdag havde hele firmaet mulighed for at besøge byggeriet på en fælles firmaudflugt. Det gav alle medarbejdere mulighed for at opleve de enorme bygninger og det færdige resultat helt tæt på. Udflugten blev samtidig en god anledning til at samle billeder og dokumentation fra et projekt, som har fyldt meget i hverdagen gennem de seneste år.

Vi er stolte af at have bidraget til et projekt af denne størrelse og kompleksitet – og af det stærke samarbejde mellem bygherre, rådgivere, entreprenører og alle involverede parter gennem hele forløbet.