loading

Entrepriseform – hvad skal jeg vælge?

maj 23, 2019·Nyheder

Når Bornholmere ønsker at få håndværksarbejde udført – hvad enten det er en ombygning, tilbygning eller en nybygning – står valget typisk imellem hovedentreprise eller totalentreprise.
Ved hovedentreprise varetager entreprenøren den indbyrdes koordinering blandt fagentreprenørerne. Hvis hovedentreprenøren også tager sig af tegninger, beskrivelser og beregninger, så er der tale om en totalentreprise.

“De principielle og overordnede fordele og ulemper ved entrepriseformerne afhænger af det konkrete projekt – heraf projektets størrelse, form og kompleksitet.”

Hovedentreprise
Ved hovedentreprise indhentes tilbud på baggrund af et af bygherren udarbejdet projektmateriale. Her sørger du selv for alle godkendelser og valg af kvalitet og materialer samt udfører beskrivelser og tegninger, mens hovedentreprenøren styrer underentreprenører og selve byggeriet.
Har du ikke de nødvendige professionelle kvalifikationer og forsikringer bør du rådføre dig med en totalrådgiver som sørger for at indhente byggetilladelse og håndværkerpriser, hvorefter den billigste hovedentreprenør udfører det aftalte.
Du har et tæt samarbejde med rådgiveren hele vejen og du er sikker på, at de råd, forslag og vejledninger du modtager er uvildige. Rådgiveren har ingen interesse i høje priser og er ikke afhængig af specifikke leverandører. Efter at aftalen med hovedentreprenøren er indgået kan totalrådgiveren forestå byggeledelse og fagtilsyn med entreprenørens arbejde og forestå det overordnede byggeregnskab.
Ved afslutning af byggeriet gennemgås bygningen for sikring af et fuldt færdigt projekt.
Pengene til rådgivning er givet godt ud. De tjener sig nemt hjem i sparede ærgrelser, irritationer, tid og ikke mindst reducerede håndværkerpriser på grund af øget konkurrence.

Hovedentreprise egner sig bedst til tilbygninger og større ombygninger – samt helårs- og ferieboliger hvor du ønsker at være en del af hele projektet.

Totalentreprise
Som alternativ til “rådgiver-vejen” er der totalentreprise hvor tilbud indhentes på baggrund af et af bygherren udarbejdet byggeprogram. Ved totalentreprise er der kun én aftalepart og ansvaret for ”det hele” er samlet et sted. I dette tilfælde overlades projekteringen til entreprenøren, der så, hvis han ikke selv råder over en projekteringsafdeling, indgår en aftale med en rådgiver.
Entreprenøren har stor indflydelse på projektets kvalitet og konkrete detailudformning. Per definition har totalentreprenøren fuld kontrol med detailprojektering, styring og gennemførelse af projektet, når først kontrakten er indgået.

Vælger du totalentreprise bør du derfor have din egen – helt uvildige – fagekspert med til at vurdere og udfordre totalentreprenørens forslag, løsninger og råd. I praksis vil det sige, at en bygherrerådgiver kigger totalentreprenørens tegninger, beskrivelser og aftaledokumenter igennem og kommenterer på eventuelt kritisable forhold, samt kommer med konstruktivt modspil. Dette bør ske inden der skrives under på aftale. Efter at aftalen med totalentreprenøren er indgået kan bygherrerådgiveren kontrollere og føre tilsyn med totalentreprenørens arbejde, så man sikrer sig, at man får det man har aftalt og betalt for.

Totalentreprise egner sig typisk bedst til standardiserede byggerier, så som typehuse og typificerede sommerhuse.

“STEENBERGs Tegnestue ApS varetager både totalrådgivning og bygherrerådgivning. Vi vil gerne hjælpe dig med at få størst mulig udbytte for den samlede byggesum. Kom forbi til en uforpligtende snak og vurdering af hvilken entrepriseform der passer til dit byggeprojekt.”

Del denne nyhed